Slaget ved Tannenberg

Jeg har altid interesseret mig for historiske begivenheder. Denne side handler om sådan en begivenhed. Det drejer sig om et slag på østfronten i begyndelsen af første verdenskrig.

Øst-Preussen 1914. Det nuværende Polen er delt mellem Tyskland og Rusland. I midten af kortet ligger Danzig, nederst til højre Warschawa

Året er 1914. Nærmere betegnet august måned. Første verdenskrig er lige brudt ud. Vi befinder os i den allerøstligste spids af Tyskland ved Østersøens sydøstlige hjørne. Her strækker Østpreußen sig som en lang spids ind i Rusland langs Østersøens kyst. Der er jo endnu ikke noget der hedder Polen, ihvertfald ikke som selvstændig stat, så de to modstandere Tyskland og Rusland har her en lang fælles grænse.

Tyskland fører en krig på to fronter. Kejseren ved udmærket at det i det lange løb ikke er en holdbar situation. Derfor satser Tyskland på en hurtig sejr over Frankrig. Det skal foregå nogenlunde på samme måde som i 1870. Derefter vil man så vende sig mod Rusland. På grund af denne strategi har Tyskland koncentreret den største del af sine tropper på vestfronten. På østfronten har man kun et minimum af styrker. Disse få enheder står her overfor den russiske hærs enorme masser; men man ved at Rusland skal bruge tid til mobilisering. Der vil gå nogen tid inden Rusland kan indsætte sin fulde styrke, og til den tid skulle der gerne være faldet en afgørelse på vestfronten.

Men selvom Rusland endnu kun kan indsætte en mindre del af sine styrker, ser det ikke godt ud for tyskene. De tyske enheder i Østpreußen er samlet i den 8. arme under kommando af Generaloberst v. Prittwitz und Gaffron (27/11-1848 - 29/3-1917). Overfor ham står to russiske armeer. 1. arme under General Pavel Karl Rennenkampf (1854-1918) rykker frem fra øst. Fra syd kommer 2. arme under General Alexander Samsonov (?-1914). Hver af de to russiske armeer er den 8. arme talmæssigt overlegne, og tilsammen udgør de en total overmagt. 

De russiske planer

Russerne vidste at de tyske tropper i Østpreußen var relativt svage, og derfor ville de med deres to armeer gennemføre et hurtigt og dybt angreb. På den måde skulle de tyske enheder sættes ud af spillet. Det drejede sig altså om at få en hurtig afgørelse overfor Tyskland, så man derefter kunne koncentrere sig om den egentlige hovedfjende Østrig-Ungarn.

Til at føre dette angreb havde man valgt de to generaler Rennenkampf og Samsonov, som begge var kendt for deres faste vilje og beslutsomhed. Der var dog det problem, at de to herrer var personlige uvenner. Under den russisk-japanske krig var de nemlig kommet op at skændes, og dette skænderi var endt i et alvorligt håndgemæng. Det var derfor op til general Sjilinskij, som havde overkommandoen over den russiske nordfront, at få samarbejdet til at fungere.

En anden ting, som besværliggjorde samarbejdet mellem de russiske armeer var terrænet. De to russiske armeer skulle rykke frem fra hver sin retning og på hver sin side af de Masuriske søer. Det er et langstrakt søbælte i det sydøstlige hjørne af Østpreußen. Disse søer ville, ihvertfald under en del af fremrykningen, gøre det svært for russerne at holde indbyrdes kontakt.

De tyske planer

Den tyske ottende arme bestod af tre armekorps. Det var I. korps under General der Infanterie Hermann v. Francois (31/1-1856 - 15/5-1933), XVII. korps under General der Kavallerie v. Mackensen (6/12-1857 - 6/11-1945) og XX. korps under General der Artillerie Scholtz (23/3-1851 - 2/5-1927). Dertil kom I. Reservekorps under General der Infanterie v. Below, en enkelt kavalleridivision og nogle mindre landeværnsenheder.

Chefen for de tyske styrker general von Prittwitz havde fået til opgave at standse de russiske tropper så langt mod øst som muligt. På den anden side måtte han ikke lade sine tropper blive bundet eller afskåret. Hvis alt andet gik galt, skulle han nemlig trække sig tilbage bag floden Weichsel, og her skulle han så standse den russiske fremrykning ultimativt.

For at kunne imødegå den dobbelte trussel fra de to russiske armeer, havde von Prittwitz placeret XX. korps mod syd omkring Ortelsburg. Von Francois havde med sit I. korps fået ordre til at indtage en stilling mod øst omkring Insterburg. De resterende dele af 8. arme, d.v.s. XVII. korps og I. reservekorps blev holdt tilbage i den centrale del af Østpreußen, så de kunne anvendes både mod syd og øst.

Situationen den 14. august 1914 i henhold til v. Prittwitz plan. Virkeligheden var lidt anderledes.

14. august 1914

Kortet herover viser altså situationen, som den var den 14. - 15. august i henhold til von Prittwitz befaling. Sådan skulle den ihvertfald have været, og von Prittwitz har sikkert også regnet med, at det så sådan ud. Problemet var bare, at general von Francois, chefen for I. Korps, anså denne plan for at være alt for defensiv.

Francois havde fået ordre til at gå i stilling omkring Insterburg, ca. 60 km fra grænsen. Det „interpreterede" han på den måde, at han placerede sit hovedkvarter og sine forsyningsenheder i Insterburg. Derefter gik han med alle sine kampenheder og et fremskudt hovedkvarter frem til den russiske grænse.

Da Rennenkampf den 17. august gik over grænsen, blev han derfor omgående angrebet af Francois. Det skete ved byen Stallupönen. Det blev en lang og sej kamp. De tyske enheder, deriblandt især den 1. division kæmpede tappert; men efterhånden blev de dog trængt tilbage af de talmæssigt langt overlegne russere.

18. august 1914

Prittwitz har næppe været begejstret, da han fik melding om, at hans tropper var i kamp med russerne 50 km øst for det sted, hvor han selv havde befalet dem til at være; men på dette tidspunkt, var der ikke længere noget han kunne gøre. Francois meddelte ham jo, at kampen allerede var i fuld gang, og at der ikke kunne være tale om at afbryde den, da I. Korps ikke ville kunne frigøre sig ved egen hjælp.

Istedet foreslog Francois, at Prittwitz skulle sende de tre øvrige korps til forstærkning. Han mente nemlig at der så ville være gode muligheder for at føre et afgørende slag med Rennenkampf, og bagefter kunne man så uforstyrret tage sig af Samsonov.

Det var dog et forslag, som ikke passede til Prittwitz temperament. For sit indre blik må han have set, hvordan alle hans tropper blev bundet langt mod øst, mens Samsonov rykkede frem fra syd og truede med at afskære forbindelsen tilbage til resten af Tyskland. Stillet overfor truslen om helt at miste I. korps og efter en længere diskussion, accepterede han dog at afgive XVII. korps, I. reserve-korps og armeens kavalleri-division til støtte for Francois, mens XX. korps fortsat skulle sikre den sydlige grænse.

Slaget ved Gumbinnen

Med denne forstærkning tog Francois opstilling ved byen Gumbinnen halvvejs mellem Insterburg og grænsen. Her kom det den 20. august til kamp med Rennenkampfs 1. arme. Francois placerede sit eget korps på den nordlige fløj med kavalleridivisionen som flankesikring mod nord. I midten stod XVII. korps og mod syd I. reserve-korps. Længst mod syd stod den selvstændige 3. reserve-division.

Slaget ved Gumbinnen den 18. august 1914. Rennenkampf angreb med tre korps. Regnet fra nord var det XX., III. og IV. russiske korps. De russiske korps var større end de tyske, idet de i hver division havde seksten batallioner mod tyskernes tolv. Til gengæld var de tyske enheder bedre udstyret med artilleri. Kampen den 20. gav ikke nogen klar afgørelse. Francois havde med sit I. korps god fremgang på den nordlige fløj. På den sydlige fløj klarede russerne sig derimod bedst.

Da mørket faldt på, stilnede kampene af. Den samlede situation var da helt uafklaret; men von Prittwitz havde fået nok og befalede tysk tilbagetrækning i ly af mørket. Francois protesterede kraftigt. Han mente, at hans indbrud i russernes nordlige flanke var så alvorligt, at han i løbet af den næste dag ville kunne bryde igennem og opløse den russiske front fra flanken. Denne opfattelse blev støttet af general Hoffmann, som var chef for operationsafdelingen i armestaben. Men Prittwitz stod fast, og i løbet af natten trak alle tyske enheder sig væk mod vest. Denne tilbagetrækning foregik hurtigt og velordnet.

Rennenkampfs reaktion

Om aftenen den 20. var situationen ved Gumbinnen som sagt helt uafklaret. Næste morgen kunne Rennenkampf imidlertid konstatere, at tyskerne var væk. Han meddelte derfor Sjilinskij, at han havde slået tyskerne på flugt. Han mente at en del af de tyske styrker ville søge ly i fæstningsbyen Königsberg og at resten var flygtet mod vest.

I virkeligheden var det rent gætteri. Russerne havde mistet kontakten med de tyske enheder og anede ikke, hvad der var blevet af dem. Men Rennenkampf var fuldstændigt overbevist om sin opfattelse. Han var så sikker, at han end ikke fandt det nødvendigt at undersøge sagen. Han havde hele fem kavalleridivisioner til sin rådighed; men der gik næsten tre døgn inden han sendte dem ud for at opklare mod fjenden.

Han fandt det heller ikke anbragt, at iværksætte en forfølgning af de „flygtende" tyskere. Det lykkedes ham derimod at overbevise Sjilinskij om, at Samsonov med sin 2. arme skulle dreje noget længere mod vest. På den måde kunne tyskerne afskæres inden de kunne komme tilbage bag Weichsel. Selv ville han derimod holde sig tilbage, for ikke at presse tyskerne mod vest, inden Samsonov kunne afskære flugtvejen.

Hvis Rennenkampf virkelig havde slået tyskerne totalt ved Gumbinnen, ville hans argumentation have været acceptabel. Problemet var, at han intet anede om de tyske enheders tilstand. Tyskerne havde ikke lidt afgørende tab ved Gumbinnen, og deres tilbagetrækning var foregået hurtigt, velordnet og effektivt. Der var absolut ingen tegn på flugt. Derfor var der heller ingen flygtende enheder, som Samsonov kunne afskære. Som situationen var, betød russernes dispositioner kun, at afstanden mellem deres to armeer blev større og større. Det skulle vise sig at blive fatalt.

Pritwitz bliver fyret

Den tyske armechef general von Prittwitz var imidlertid blevet mere og mere urolig over situationen. Efter at han havde beordret tilbagetrækningen fra Gumbinnen om aftenen den 20., ringede han til hærchefen general Moltke i Koblenz. Her sagde Prittwitz, at han så sig nødsaget til, at gå tilbage bag floden Weichsel så hurtigt som muligt. Han sagde også, at han ikke kunne love at holde Weichsel-linien, hvis han ikke fik forstærkninger.

Det var for meget for Moltke. Så snart han havde lagt røret, begyndte han at lede efter en afløser for Prittwitz. Hans valg faldt på den pensionerede General der Infanterie Paul Ludwig Hans von Beneckendorff und von Hindenburg (2/10-1847 - 4/8-1934), som opholdt sig i sit hjem i nærheden af Hannover. Som stabschef for Hindenburg fandt Moltke frem til general Ludendorf, som netop havde udmærket sig under kampene i Belgien. De to blev sendt afsted med tog til Øst-Preußen og med besked om, at de skulle "forsøge at redde situationen".

Men alt det vidste stabsofficererne i 8. arme ikke noget om. General Moltke fortalte ikke armeen, at en ny chef var på vej, og Prittwitz fortalte ikke sine stabsofficerer, at han havde snakket med Moltke. Derfor fortsatte diskussionen i staben. General Hoffmann og flere af hans kolleger var fortsat imod en tilbagetrækning. De mente ihvertfald at det først ville være nødvendigt med et slag mod Samsonovs 2. arme. Den stod jo 150 km nærmere ved Weichsel end de tyske tropper, som havde kæmpet ved Gumbinnen.

Med dette argument fik Hoffmann tilladelse til at lave en plan for et slag mod Samsonov. Prittwitz har sikkert forestillet sig et kort defensivt slag, som blot skulle sinke russerne så meget, at den tyske tilbagegang bag Weichsel kunne sikres. Hoffmann havde dog langt større ideer, og han forstod at omsætte dem. Han fik lavet en plan som på den ene side kunne accepteres af Prittwitz; men som samtidig kunne danne udgangspunkt for en af de største og mest dristige operationer under hele krigen.

General Hoffmanns plan for omgrupperingen fra Gumbinnen til Tannenberg.

I. korps og 3. reserve-division kørte med tog (vist med blåt), mens XVII korps og I. reservekorps marcherede til fods (vist med grønt).

Fra Gumbinnen til Tannenberg

Ifølge Hoffmanns plan skulle general Francois I. Korps indlades på jernbane og køre via Königsberg til Marienburg i det nordvestlige hjørne af Öst-Preußen. Herfra kunne det enten fortsætte mod vest eller dreje mod syd, for at rykke ind på højre fløj af XX. Korps. XVII. Korps og I. Reservekorps skulle til fods rykke mod vest. De skulle så enten fortsætte bagom XX. Korps eller dreje mod syd for at gå ind på venstre fløj. 3. reservedivision skulle endelig bruge den sydlige jernbanelinie frem til byen Allenstein.

Det var den situation Hindenburg og Ludendorf fandt, da de den 23. august ankom til 8. armes hovedkvarter. De havde forventet at finde en arme på flugt for fjenden. Istedet fandt de en færdig plan for det kommende angreb, og en arme, som var i fuld gang med den nødvendige omgruppering. Den nye chef behøvede derfor blot at godkende planen for angrebet, hvilket han straks gjorde.

Tyskernes dilemma

Men selvom den nye tyske chef var indstillet på at optage kampen med Samsonow, måtte tyskerne selvfølgelig stadig have et øje i nakken. Rennenkampf kunne stadig sætte efter XVII korps og I reservekorps, som nu var på vej mod sydvest. Hvis han gjorde det, ville de to tyske korps blive tvunget til igen, at vende front mod øst. Der fandtes ikke andre tyske tropper som kunne bruges til at bremse russernes første arme.

I så fald ville de to korps imidlertid ikke samtidigt kunne deltage i kampen mod Samsonow. Udfaldet af denne kamp ville dermed være mere end tvivlsomt. Men ikke nok med det, man kunne risikere, at de to tyske korps i denne situation ville blive truede i ryggen af Samsonows højre fløjkorps, det 6. russiske korps.

Om aftenen den 24. august gav Hindenburg de to korps ordre til at marchere mod syd, så hurtigt som det på nogen måde kunne lade sig gøre. Men selv på dette tidspunkt, vidste den tyske overkommando ikke med sikkerhed, hvad man kunne forvente fra Rennenkampf. Der gik imidlertid kun få timer, før man fik det at vide. Russernes telegrafnet fungere ikke særlig godt. Til gengæld havde de fået radioer, og dem brugte de. Tidligt om morgenen opfangede lyttestationen i Königsberg et ukodet russisk signal, som fortalte, at Rennenkampf ikke ville nå linien Allenburg-Gerdauen før den 26.

Dermed ville den russiske første arme ikke kunne nå at komme Samsonow til undsætning. Nu kunne tyskerne koncentrere sig helt om slaget ved Tannenberg.

25 august 1914

I løbet af den 25. august fortsatte tyskernes XX korps sin langsomme tilbagegang mod nord; men samtidig begyndte det, helt i overenstemmelse med planen, at dreje mod vest. Hvor det tidligere havde haft front mod syd, drejede det nu, så det efterhånden fik front mod øst.

Samtidig begyndte de øvrige tyske enheder, at rykke ind i deres nye stillinger på begge sider af XX korps. Lad os derfor først se lidt nærmere på, hvordan General Hoffmann havde valgt at placere de enheder, der var til rådighed.

Nedenstående kort viser planen for og forløbet af slaget.

Planen for Tannenberg

Det, som man især skal lægge mærke til ved den tyske opstilling er fordelingen af enhederne. Kvaliteten af de tyske enheder var ret forskellig. De stærkeste enheder var de tre armekorps. Derefter fulgte reseve-enhederne. Svagest var landeværnsenhederne.

Af de tre armekorps var XX korps allerede i kamp og kunne ikke flyttes. De to øvrige armekorps I og XVII korps blev placeret yderst på fløjene mod vest og øst. Indenfor I korps stod XX korps, som ved sin drejning mod vest langsomt rykkede væk fra centrum. Indenfor XVII korps kom I resevekorps og 3. reservedivision. Endelig finder vi i centrum af den tyske opstilling en enhed med navnet Landwehr-Korps von der Goltz. Det var ikke noget rigtigt korps. Man havde derimod samlet en række landeværns-enheder og lagt dem sammen med en del af besætningen fra fæstningen Königsberg, og givet enheden navn efter chefen General v.d. Goltz.

Tyngden af Samsonows angreb lå naturligt nok i centrum. Overfor det placerer tyskerne altså deres svageste enheder. Det kan virke uforståeligt; men der er alligevel god mening i planen.

Formålet med Hoffmanns plan var netop ikke, at standse Samsonow eller kaste ham tilbage. I så fald ville han jo blot kunne reorganisere, for derefter at genoptage angrebet. På den måde ville tyskerne ikke få ro til at tage sig af Rennenkampf. I virkeligheden ville de ikke opnå noget som helst. Hvis tyskerne virkelig skulle ændre den overordnede situation til deres fordel, skulle russernes 2. arme sættes ud af spillet en gang for alle. Målet var ikke at forsvare landet, målet var at tilintetgøre de russiske enheder.

Derfor placerede tyskerne deres svageste enheder i centrum. Ideen var, at russerne skulle have lov til at rykke frem her. Derefter ville man så angribe på begge fløje, bryde igennem og omringe det russiske centrum.

26. august 1914

Om morgenen den 26. august var de fleste af de tyske enheder ved at være på plads. Hen på eftermiddagen den 25. havde tyskerne igen opfanget et ukodet russisk radiosignal. Denne gang indeholdt det præcise oplysninger om positioner og angrebsmål for hvert enkelt korps i russernes anden arme.

Højre fløj af 2. arme blev sikret af VI russiske korps. Dette korps fik tidligt om morgenen den 26. melding om en tysk brigade omkring Lautern og Seeburg (nord for ovenstående kort og bag den her viste stilling for XVII tyske korps). Egentlig havde russerne slet ikke regnet med at møde organiseret modstand i dette område. Da Samsonow fik meldingen fra VI korps, svarede han derfor, at der kun kunne være tale om spredte tyske enheder på flugt fra Gumbinnen. VI korps skulle derfor rykke frem med den største beslutsomhed.

VI korps sendte så den ene af sine to divisioner frem mod det, som man mente var en flygtende tysk brigade. I virkeligheden var det XVII korps, som støttet af I. reserve-korps var ved at starte sit angreb. Den russiske division løb altså direkte ind i en firedobbelt overmagt. Efter et par timers kamp eksisterede divisionen reelt ikke længere. VI korps sendte nu sin anden division til undsætning; men det var allerede for sent, og den fik samme skæbne. Ved middagstid var VI korps nærmest gået i opløsning, og resterne var på vild flugt mod syd.

Meldingen herom nåede imidlertid ikke Samsonow før længe efter. Derfor fortsatte 2. arme ufortrødent sit angreb mod nord, selvom højre flanke nu var helt ubeskyttet. På Samsonows venstre flanke var situationen mere rolig. Ludendorf havde ganske vist beordret Francois til at starte sit angreb allerede om morgenen den 26. Det meste af artilleriet og samtlige forsyningsenheder fra I korps var imidlertid stadig undervejs med jernbanen. Derfor protesterede Francois kraftigt. Han mente ikke, at han kunne angribe før om morgenen den 27. Ludendorf holdt dog på sit. Francois måtte altså sætte sit angreb igang; men med sin sædvanlige evne til at interpretere ordrer gjorde han det så langsomt og forsigtigt, at der reelt ikke skete noget som helst.

27/28. august 1914

I løbet af natten mellem den 26. og 27. august havde general Francois fået hele sit artilleri bragt i stilling, og om morgenen gik I. korps for alvor i gang med angrebet. Allerede ved middagstid den 27. var I. korps brudt igennem de russiske stillinger. Da det blev aften den 28. var Francois soldater på vej ind i byen Neidenburg, hvor Samsonov dagen før havde haft sit hovedkvarter. Samtidig var hans forreste enheder allerede på vej videre mod øst.

Den 28. forsøger Ludendorf imidlertid endnu engang at blande sig i forløbet. Han var åbenbart igen blevet bange for Rennenkampf, som nu endelig rykkede fremad. Han befalede derfor Francois til at dreje mod nord i Neidenburg. Dermed håbede han sikkert at opnå en hurtigere afgørelse mod centrum i russernes anden arme. Samtidig ville det dog have udelukket en afgørende omringning af væsentlige russiske styrker.

Francois reagerede som man efterhånden kunne forvente. Denne gang var der dog ikke tale om nogen interpretation. Han ignorerede ganske enkelt Ludendorfs ordre og fortsatte sin fremrykning mod øst, for at mødes med Mackensens XVII korps om aftenen den 29.

Dermed var hele tre russiske korps omringet af tyskerne. De russiske enheder forsøgte fortvivlet at undslippe, men ringen holdt. Francois havde fundet den helt rigtige linie langs vejen mellem Neidenburg og Willenberg, hvor terrænet var åbent og nemt at kontrollere.

Om eftermiddagen den 29. erkender general Samsonow situationens alvor og begår selvmord. Derefter går de russiske styrker helt i opløsning. I løbet af den 30. august tog tyskerne omkring 100.000 russiske krigsfanger. Dermed var russernes talmæssige overlegenhed næsten udlignet.