Sangbog

Sangbog

Indholdsfortegnelse

Kommer hid, I piger små!

N. F. S. Grundtvig - C. E. F. Weyse

Kommer hid, I piger små!
strengen vil jeg røre,
tårer skal i øjet stå,
når min sang I høre,
om så bold en ungersvend
alle fagre pigers ven,
sørgelig jeg sjunger.

Våren er nu kommen nær,
dagene sig længe,
våren har I piger kær,
blomster gro i enge.
Dog I skal i sene år
mindes, at I så en vår
med bedrøvet øje.

Ak, thi før sig op af jord
blomsten kunne trænge,
falmede en blomst i Nord,
som skal mindes længe:
Willemoes var blomstens navn,
og ej glemmes tunge savn
midt i blomsterflokken.

Han var dreng, men stod som mand,
medens I var spæde,
stå og slå for fædreland
var den unges glæde.
Strømmen går mod København,
Kongedyb er strømmens navn,
der blev helten viet.

Sælsomt i hans ånd det lød:
Hører du, det dønner!
Danemark er stedt i nød,
kalder sine sønner.
Og som gamle Danmarks søn
fløj han mod det høje døn,
fædreland at værge.

Ak! den gæve kom og så
fædrelandet bløde,
hvor de stolte snekker lå,
var så tomt og øde.
Disse snekker var hans hjem,
han opvoksed mellem dem,
stred i deres skygge.

Hist i nord går Odden ud
mellem høje bølger,
der blev døn af stærke skud,
Kristjan ej sig dølger,
men som gamle Kristian
står han fast på danske strand,
skønt hans blod udrinder.

Willemoes! du måtte gå
andet hjem at finde,
tårer i vort øje stå,
men de tør ej rinde.
Ak! thi ville vi, at du
skulle vanke her endnu,
Kristjan overleve?

Hører det, I piger små!
I må ikke græde,
men når over eng I gå
mellem vårens spæde,
binder da af dem en krans,
parrer blomsterne med sans
til den faldnes ære!

Hvis det rørte hjertes sang
hjertet røre kunne,
sjunger den da mangen gang
i de stille lunde,
sjunger den ved breden strand,
når hen over hviden sand
voven sagte triller!