Sangbog

Sangbog

Indholdsfortegnelse

Gud planted en have fra øst til vest

N. F. S. Grundtvig

Gud planted en have fra øst til vest
til jordklimpe-folket herneden;
dér roserne duftede først og bedst
med alle småblomster i Eden.

Den have sig strakte fra hav til hav,
hvor jævndøgn og vår haver hjemme,
og floderne fire den kvægning gav
med yndighed ej at forglemme.

Og midt i den have stod livsens træ,
på det var Guds mildhed at kende;
han vil ej, at folk de skal dø som fæ,
men leve med ham uden ende.

Men kundskabens træ på godt og ondt
desværre faldt dejligst i øje;
et lysteligt syn, det er tit usundt,
det lækreste hårdt at fordøje.

Da (tænker jeg) lærken var rød og gul,
så dejlig som Føniks at sige;
end grå, synger kønt dog den lille fugl,
når sol monne dale og stige.

Hvor Eden var dejlig, slet ingen véd,
de lærde har strid om dens leje,
for nu er på alting vendt op og ned,
i midten gå hvalernes veje.

I palmernes hjem kun, som her til lands,
er levninger fine til skue;
i skyen kun glimt af den første glans,
når tordneren spænder sin bue.

Det kommer deraf, at den jordklimp fin,
Gud livede op med sin ånde,
har levninger nu kun af lykken sin,
nedsunket i ve og i vånde.

For sølv fik vi stålet og bly for guld,
det ene må ligne det andet;
så spejler sig lykken for mand af muld
i sky som i hav og på landet.

For synden er kommet i verden ind,
har mer vi af ørk end af Eden,
men bedst også bære kan nu vort sind
det ringe og grimme herneden.

Så lad os i verden om Edens lyst
ej spejde fra bjergenes toppe,
men elske det billed, vi har i bryst,
og Paradis søge histoppe!