Stæren

Johannes V. Jensen

Lysfyldt morgen, til marven kold,
med rim på tage og træer!
En fuglestemmes vellyd fornemmes.
Eja, den første stær!

Som mange varme liflige kys
smelter din morgensang!
De mørke dage er ladt tilbage.
Forår ? endnu en gang!

Mig er fortalt et forårssagn
om barnekongen, kong Skjold:
Fra tøbrudsvande til Danmarks strande
han kom, en vårvind i vold.

På skibets mast var hejset en krans.
Af løv var på dækket et telt.
Medbør og bølge var skibets følge
ind gennem sund og bælt.

Så lagde det til, ? og i samme stund
var kysten og skoven grøn!
De svale agre bredte sig fagre
med urter og tusindskøn.

Med skibet fulgte en trækfugleflok,
som susende, brusende vind
i glade hære de funklende stære
på Danmarks kyster slog ind.

Således kom vår til de danske øer,
et barn med øjne så blå,
et skib som skoven, udsprungen på voven,
med stære på gyngende rå!

Men da kong Skjolds regering var endt
man førte ham på en skude.
Han kom fra havet, han blev begravet
som sol går ned derude.

Da rejste stærene bort,
thi falmet lå kyst og skov,
og over strande og gysende vande
gik frosten med isskoet hov.

Kong Skjold, det er livets unge søn.
Hans smil går som sol over sø.
Når han kommer, den danske skærsommer
slår ud sit telt på vor ø.

Han kommer med stæren, han dvæler med den
i Danmark - med stæren han går.
Hvor tit forynger, når stæren synger,
dit hjerte sig endnu en vår?