Sol er oppe, skovens toppe

N. F. S. Grundtvig

Sol er oppe, skovens toppe
glimre alt som Gimles tag.
Bud os bringer hanevinger,
hanegal om klaren dag.
Vågner, vågner, danske helte!
springer op og spænder bælte!
dag og dåd er kæmperim.

Højt det gjalder, luren kalder
kæmper op af morgen blund,
stolper knage, luer brage,
blusse over grønne lund.
Vågner! ej til gammens tale,
vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd.

Vågner! skuer borgens buer
i den røde buegang!
Luren gjalder, Lejre falder
under Skuldes jubelsang.
Hjartvar ild i skoven tænder,
bladet falmer, bøgen brænder,
vågne må selv Dan og Skjold.

Op nu fage for Rolf Krage
kækt at løfte skjold og sværd!
Vel for luer ej han gruer,
men for syn af niddingsfærd.
Ring med glans og sværd med ægge
mild han gav med hænder begge,
hvem tør nu slå ring om ham!

I sin bolig, tryg og rolig,
slumred sødt den drot så bold,
svenske luer end han kuer
med sit brede dane-skjold.
Men ak! dog han står på gløder,
tryllesværd og trindt han møder,
hvem tør skyde skjold for ham!

Den, som kaldte! Det tør Hjalte,
det tør Sjællands bondeknøs.
Det tør Bjarke, om i marke
Fenris-ulv end selv var løs,
lyst han har til med god Løve
Odin selv at nå og kløve,
Bodvar Bjarke slår til bunds.

Rolf kan blegne, Bjarke segne,
Hjalte svømme i sit blod,
Lejres buer kan i luer
synke ned for Hjartvars fod.
Marken ej han kan beholde,
før de emmer vorde kolde,
dræber ham den sidste gnist,
dræber ham den sidste gnist.

Sol er oppe, skovens toppe
glimre alt som Gimles tag,
bud os bringer hanevinger,
hanegal om klaren dag.
Vågner! vågner, danske helte!
springer op og spænder bælte!
morgenstund har guld i mund.