Bjovulf og Grændel
N. F. S. GrundtvigGloende fra top til tå
Grændel gik med sorgen,
fuld af alskens ond attrå
dog han kom til borgen,
lukt var døren, trolden fnøs
knytted næve, hugged løs,
døren sprang i splinter.
Ind på flisegulvet tren
fluks han under bue,
ud fra hver hans øjensten
stod en svovellue,
var det lys han så i hal
bolde kæmpa, nok i tal,
sovende som stene.
Ingen tid gav trolden bort,
nappede den næste,
gjorde med ham pinen kort,
gjorde brat sit bedste,
brød hans ben og drak hans blod,
slugte bånd og slugte fod
rakte efter mere.
Videre gik trolden frem,
sig på folk at mætte,
gramsede med fynd og klem,
traf og på den rette,
mødte hånd, der selv tog fat,
fik med Bjovulf nemt og brat
derved hånd i hanke.
Grændel blev om næsen bleg,
bange som en hare,
ønskede sig uden steg
hjem i djævleskare,
thi beværtet han i slot
fandt sig nu ej nær så godt
som i gamle dage.
Goten tog i Grændel fat
alt med bjørnekræfter,
Grændel som en ål så glat
snoed sig derefter,
hånden gled, og fjenden slap,
Goten dog ham fulgte rap,
lod ham langt ej løbe.
Rasende blev Grændel nu,
vrede var de begge,
brødes, så det var en gru,
under borgevægge.
Sært, at dog ej sank i grus
Hrodgars fagre kongehus
ved den kæmpetrætte.
Ja, den trold nu lemmelast
fik i slagets bulder:
Knogler knak, og sener brast,
armen sprang fra skulder,
Bjovulf stod med heltekår,
Grændel løb med banesår,
fægtende med hæle.