Som Solen oprinder morgenrød

N. F. S. Grundtvig

1. Som Solen oprinder morgenrød,
Hvor Himmelens Fugle de sjunge,
Saa Israel steg af Havets Skiød,
Med himmelske Toner paa Tunge:
De sang om Hjelpen i Nødens Stund,
De sang om Veien paa Havets Bund,
Om Konge-Hæren, der sank som Bly,
De kvad i Sky.

2. Da, blegnende for det røde Hav,
Dem rystede Pharaos Lure,
Paa Almagtens Ord for Moses Stav
Sig Bølgerne rejste som Mure,
I Dybet der blev en Kongevei,
Ægyptens Konge det hjalp dog ei,
For ham kun aabned det røde Hav
En bundløs Grav.

3. Da midtveis i Hav var Kongens Hær,
Som Ørne hans Bannere svæved,
For Torden og Lyn i Morgenskiær
Dog Kæmperne dirred og bæved,
Da vendtes Vogne, da vakdes Gny,
Da kiendtes Herren, da skreges: flye!
Da lukde brat sig for Moses Stav
Det røde Hav.

4. Da tabde sig Hyl i Bølge-Brag,
Det gik med Hærskarer tilgrunde,
Da hilste med Sang den unge Dag
Tihundredetusinde Munde,
Og aldrig glemmes det Morgengry,
Da Folkesangen lød høit i Sky
Til Himmel-Kongen, den Helt saa prud,
Den Guders Gud.

5. Fra Kammer og Kor i Lys og Løn,
Det høres nu klart udsjunget,
At Christus er Guds og Davids Søn,
Af Abrahams Sæd udsprunget,
Hans Folk det var, som ved Moses Stav
Gik tørsko`t over det røde Hav,
Hans Fædre var det, som sang i Kor:
Vor Gud er stor!